Amatørkunstens særlige kvaliteter
– tiden læger alle sår, men hvad med arrene? (Bert Brecht)
Lad os blive klar over, hvad det er, vi taler om: Hvad er en amatør? Hvad er kunst i forbindelse med amatørbegrebet? Og hvordan er forholdet mellem kvalitet og kvantitet?
Af Jacob Oschlag, konsulent i Dansk Amatør Teater Samvirke.
Amatør er et valg
En teateramatør er en person, der har valgt at arbejde med teater i sin fritid. Der er altså ikke sagt noget om kvalitet eller manglende kvalitet, der er blot fastslået, at teateramatøren ikke har gjort sin interesse til sit erhverv. Helt enkelt: Den eneste, efter min mening, holdbare definition på forskellen mellem amatører og professionelle er, om man får penge eller ej. Jeg blev engang interviewet i et døvemagasin i TV om mit arbejde som instruktør. Det var i anledning af, at jeg havde haft et kursus med døve amatørskuespillere, og jeg startede med at sige: “Jeg er professionel instruktør, dvs. jeg får penge for at arbejde med teater.” Uheldigvis er det sådan, at tegnet for “professionel” og tegnet for “at få penge” på døvesprog er det samme, så for den døve seer, må det have set ud, som om der stod en mand og sagde “Jeg får penge – jeg får penge”.
Hvad er amatørbegrebet set i lyset af kunst
Måske kunne man også spørge: “Hvad er kunst set i lyset af amatørbegrebet?” Kunst kan ikke gradbøjes, det gælder, uanset om det er professionelle eller amatører. Alligevel mener jeg, at der er en forskel, og forskellen er valget: At være amatør. Amatøren er et menneske, der har valgt at bruge sin bedste tid, fritiden, til at arbejde med kunst. Fritid er et mærkeligt begreb. Oftest defineres den som den tid, hvor vi er fri fra noget. Endelig har vi fri, fra arbejdet, fra byen, fra skolen, fra børnene. Det er næsten en sygdom i samfundet. For amatøren er fritiden den tid, hvor man er fri til noget. Når jeg i mit arbejde som teaterkonsulent møder amatøren til prøver, til kurser eller til møder, er jeg den eneste, som er på arbejde. Det er en ganske særlig situation og en meget rig arbejdssituation. Amatørerne kommer af interesse. I løbet af dagen har de haft mange forskellige oplevelser og mange forskellige erfaringer. Én kommer fra kontor, én fra et hospital, én fra skole eller universitetet. Én kommer fra en fabrik eller en forretning. Der er banktjenestemænd, børnehavepædagoger, og der er også nogle uden arbejde. Mennesker, der kommer til amatørteatret, er altså mennesker med meget forskellig viden og meget forskellig erfaring. Kunsten i lyset af amatørbegrebet er at kunne bruge denne erfaring og viden, denne tilgang til andre menneskers liv. Amatører er altså mennesker, der arbejder med kunst i deres fritid, og som kan bruge erfaringer fra deres professionelle liv. Men hvordan bliver det, når arbejdslivet er forbi? Hvordan definerer mennesker, der har afsluttet deres arbejdsliv, deres fritidsliv? Det er en lidt paradoksal situation. På det tidspunkt, hvor al tid er fritid, skulle der være en mulighed for at blive amatør på fuld tid, men ofte går det lige modsat. Mange mennesker mister kontakten med amatørteatret, når de har afsluttet deres arbejdsliv. Det er en slags Pippi Langstrømpe-syndrom. Pippi Langstrømpe følte, at hun var nødt til at gå i skole for at kunne opleve ferien. På samme måde kan mange mennesker kun opleve fritiden i forhold til arbejdet. Det er selvfølgelig et tab for den enkelte teateramatør, men det er også et tab for amatørscenen. I Dansk Amatør Teater Samvirke har vi i mange år, i et særligt udvalg for ældreteater, arbejdet med den problematik. Parallelt med at vi har søgt at fastholde de ældre amatørskuespillere på amatørscenerne, har vi også arbejdet med at oprette særlige grupper for ældre – også for ældre uden teatererfaring. Dette er et projekt, der i høj grad kan ses som et udtryk for “amatørbegrebet set i lyset af kunsten”.
Klarinetspillere
Egne forudsætninger
I 1997 startede jeg sammen med koreografen Ann Crosset et eksperimentværksted for ældre i København. Der meldte sig 11 personer fra forskellige amatørscener. Målet var at undersøge ældre menneskers udtryk på scenen og at bruge deres egne forudsætninger som udgangspunkt for arbejdet. Vi ville vende det, der normalt regnes for en svaghed, til en styrke. Vi ville finde skønheden i deres udtryk og spændingen i deres tempo og bevægelser. Vi ville skabe en ny æstetik for teater med gamle mennesker. Jeg bruger betegnelsen gamle. Der var tale om en gruppe med en gennemsnitsalder på 70. I Tyskland og i Sverige bruger man betegnelsen seniorteater, et udtryk der også er ved at vinde indpas i Danmark. Jeg synes, det er lidt fordomsfuldt. Jeg blev senior da jeg blev atten år og ikke kunne spille på ynglingeholdet mere. Jeg kan heller ikke lide at bruge ordet “ældre”, det bliver vi hver dag, og en dag – ja, så er vi gamle. Arbejdet med gruppen blev virkelig et eksperimentværksted. Vi arbejdede med øvelser, etuder og improvisationer. Efterhånden opstod der karakterer og til sidst et tema: At vente. Det blev til forestilling: “Hvad venter vi på”, en forestilling om at vente og måske også om at være træt af at vente. Det var en forestilling med minimalt brug af udstyr og maksimalt brug af udtryk. Uden lys- og lydeffekter, med stor nærhed til publikum på tre sider. “Dogmeteater” kunne det kaldes, hvis det udtryk ikke var blevet brugt om film senere. Forestillingen blev vist på en international teaterfestival i Tønder i juni 1997. Her blev den betragtet som en almindelig teaterforestilling, ikke som en “seniorteaterforestilling”, og som sådan blev den accepteret. Efter festivalen dannede de medvirkende en permanent teatergruppe, og som en konsekvens af arbejdsmetoden kaldte de sig “Værkstedet”. Jeg arbejdede også sammen med Ann Crosset ved den næste forestilling, “I baobabtræets skygge”, et stykke skrevet specielt til gruppen af forfatteren Kaj Nissen. Følgende skete på en prøve, hvor han var til stede. Vi prøvede på en scene. En mand opdager, at hans kone de sidste 10 år nærmest har været blind. Hun har været i stand til at indrette sit liv, så ingen, selv ikke han, har kunnet opdage det. Hun ville ikke være til besvær. Han spørger: “Har du haft et godt liv alligevel, eller føler du dig snydt?” Inden hun svarede, vendte den skuespiller der spiller den blinde kone sig om mod forfatteren og sagde: “Nu kommer den replik, jeg elsker,” og så sagde hun i rollen: “Jeg har haft et godt liv, og jeg føler mig snydt”. En mindre god dramatiker ville formodentlig have formuleret replikken anderledes. Han ville formodentlig have skrevet: “Jeg har haft et godt liv, men jeg føler mig snydt. For den firsårige skuespiller var det helt forståeligt, at kvinden sagde “og”. Hun vidste fra et langt livs erfaring, at man både kan være tilfreds og føle sig snydt. Forestillingen har været spillet 26 gange for unge, for gamle, på skoler og seminarier overalt i Danmark og på festivaler i Sverige og Tyskland, og hver gang den replik kommer, bliver der ekstra stille. Det er kunst. Det er selvfølgelig en professionelt formet replik, men udførelsen er amatørteaterkunst, en livserfaring, et menneske på scenen, et sanset øjeblik. Forestillingen spilles med stor nærhed til publikum, uden kunstigt lys, med en bænk, et bord, to stole, en avis og en buket blomster. Alt opleves gennem skuespillernes evne til at skabe et miljø og et nærvær. Jeg tror ikke, en sådan forestilling kunne skabes af et professionelt ensemble. Jeg tænker ikke blot på, at intet professionelt teater kunne mønstre en gruppe på elleve gamle mennesker, men det, jeg oplever, er amatørteatrets særlige kvalitet – at levet erfaring får plads på scenen. Det er ikke noget, der kommer af sig selv. Det er hårdt arbejde, og det kræver stort mod.
Er det mængden der gør det
Eller spurgt på en anden måde: Hvordan er forholdet mellem kvalitet og kvantitet? Er det en kvalitet at være mange? Ind imellem er det en forudsætning. Store egnsspil kan ikke gennemføres uden mange medvirkende på scenen og bag scenen. Det er en stor og vigtig satsning, og netop det, at mange er med, er en kvalitet i sig selv. Kvantitet bliver til kvalitet, for forestillingen, for de medvirkende og måske for byen eller egnen. Kvantitet betyder også, at alle kan være med. “Plads til dem alle, plads for alle der vil”, og det er en kvalitet. Et bedre liv, et rigere liv, livskvalitet. Det er vigtigt for deltagerne og måske også for deres nærmeste, men det er selvfølgelig fuldkommen uinteressant for et publikum, der er kommet for at se teater. Det er måske også et spørgsmål om, hvor interessant det er for de medvirkende. Kravet om, at alle skal kunne være med, resulterer ofte i, at ingen rigtig er med, at kravene bliver så små, at det ikke længere er interessant at opfylde dem, og at man som medvirkende bliver snydt for de oplevelser, som den virkelige udfordring giver. For nylig så jeg på en festival i Tyskland ret forskellige udgaver af teater med ældre. Et par af forestillingerne var en slags kabaret eller variete – teater, der næsten udstillede de ældres begrænsning, både når det gælder sangstemme og evnen til at danse. Jeg er ikke i tvivl om, at de morede sig, og at det for nogle af dem måske var grænseoverskridende, og at det opfyldte en drøm. Der findes noget, man kunne kalde “skabsbakkesangerinder”, men de burde have været skånet for mødet med publikum. En gruppe kaldte sig stolt “Antikviteterne”. De spillede små selvlavede stykker med udgangspunkt i deres egen situation. Målet var at nå deres egen generation med underholdning og lidt tanker. Niveauet var sådan, at alle kunne være med både på scenen og blandt publikum. Jeg kan ikke andet end opleve, at det var ærligt ment og udført. Alligevel var oplevelsen frustrerende. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget længere de samme mennesker kunne være nået med lidt mere ambition, og hvor meget mere det ville have givet publikum og måske først og fremmest dem selv. Alligevel blev festivalen en oplevelse. Det skyldtes en anden forestilling: Otte ældre kvinder havde sammen med deres instruktør og med hjælp fra en psykolog skabt en rystende forestilling om incest. De havde arbejdet i næsten et år med research om emnet og med at finde det rigtige sceniske udtryk. Deres udgangspunkt havde været et citat fra en Brecht-kabaret, som de tidligere havde spillet: “Tiden læger alle sår, men hvad med arrene”. Dette citat havde virkelig inspireret dem til at finde smertepunkterne i livet (deres liv?), og det var blevet til en forestilling om incest. Barnets oplevelse mange år efter og moderens. Ved diskussionen bagefter blev der talt om, hvor tabubelagt emnet er. Jeg tænkte på, hvordan det må have været for 40-50 år siden, og jeg tænkte på, hvor stærkt det blev, at ordene blev sagt og oplevelserne gestaltet af gamle kvinder. Et mod, der var fantastisk – fordi de var amatører, der spillede det, de havde lyst til, og netop ikke skuespillere på arbejde.
Amatørbegrebet set i lyset af kunst, kvalitet og kvantitet
Der findes særlige kvaliteter i amatørkunsten, som handler om valget at være amatør og om viljen til at ville bruge sin viden og sin erfaring både fra det daglige arbejde og fra et helt liv. Når det gælder amatørteater, så handler det om at være til stede på scenen sammen med andre mennesker, som også har valgt at være der. Det handler om at give og tage imod. Amatørkunstens særlige kvalitet er ikke en selvfølge. Det kræver hårdt arbejde i fritiden, det kræver mod. Kvantitet kan være en kvalitet. Store forestillinger, hvor alle ved, hvad de laver. Generationsoverskridende projekter med familier i flere generationer. Forestillinger med mange i samme alder, unge eller gamle, hvor man har fundet sin egen historie, sit eget udtryk og ikke kun prøver at blive en kopi af sin tid eller sin fortid. Men det er ikke altid mængden, der gør det.
En gang imellem kræver teater en fordybelse, som kun kan opstå i mindre grupper, og engang imellem kræver teater tid og lyst til at eksperimentere, som kun de færreste har, og ind imellem kræver det et mod, som kun kan opleves i fortrolighed med andre.
